Linda

Linda


Linda voksede op på en gård i Aulum som den ældste af 4 søskende.

Hun tog tidlig del i arbejdet på landet, men fandt dog ret hurtigt ud af, at det var arbejet i køkkenet, der var mest spændende. Mens hun gik i 10. klasse arbejdede hun om eftermiddagen og i weekender på et hotel. Efter et år i huset begyndte hun derfor en uddannelse som køkkenleder.  Som led i uddannelsen var hun i praktik på Søndbjerg Ungdomsskole samt et plejehjem i Holstebro.


Linda var tidlig uddannet og fik hurtigt et job som køkkenassistent og senere køkkenleder på de gamles hjem i Spjald.

Så kom der en del børn til verden, hvilket betød orlov fra køkkenjobbene. I 1995 startede hun igen på Kollektivcenteret i Tjørring ved Herrning. Sideløbende hermed var hun bogholder/regnskabsholder i hjemmefirmaet, hvilket betød at hun efter nogle år måtte skifte til  plejehjemmet Bakkely i Videbæk, der lå noget tættere på hjemmet i Videbæk.


I 2008 blev Linda skilt og flyttede til Holstebro, hvor hun hurtigt fik arbejde. Dog af kortere varighed, da der var tale om vikariater. Endelig i 2011 fik hun fast job på Struer Statsgymnasium i køkkenet. Her blev hun kollega med 12-13 stykker, så der var mange nye medarbejere, der skulle læres navne på.


I efteråret 2011 fik Linda konstateret kræft i æggestokkene. Det betød en større operation med efterfølgende kemo. Nogle hårde måneder med en masse tralse bivirkninger. I 2013 måtte hun igen igennem en operation med endnu en kemokur som opfølgning. Denne gang var bivirkningerne knap så store, så det var dejligt. Nu går hun til jævnlig kontrol, og vi håber det bedste hver gang. Her i efteråret 2016 er hun desværre igen igang med en kemokur.


I januar 2016 skiftede Linda job. Denne gang til et job på det Kristne Gymnasium i Ringkøbing. Der var lidt længere at køre, men hun håbede, der var merei harmoni med nogle af de holdninger, hun selv havde omkring arbejdsklima. Desværre blev det en tid med en del sygemeldinger pga. eftervirkninger af kemokure mm., hvilket betød en fyring i sommeren 2017.


I februar 2018 blev Linda tilkendt førtidspension, hvilket har gav en dejlig ro i hverdagen og ingen stress og jag for at blive klar til et arbejdsmarked, der er svært at kombinere med undersøgelser, scanninger, samtaler, behandlinger osv.


I februar 2019 var kræften igen så aktiv, at endu en kemokur blev sat i gang. Det viste sig desværre, at den ikke virkede så godt, samt at Linda blev meget svækket af den. Derfor bestemte man at indstille behandlingen i slutningen af marts 2019, og ved nogle samtaler i starten af april fik vi at vide, at der ikke kunne gøres mere. 


Siden sommeren 2018, hvor kræften bredte sig til lungerne, har Linda fået sværre og sværre ved at trække vejret. I foråret 2019 måtte der tilføres ekstra ilt døgnet rundt. I starten af sommerferien 2019 tog det til, og der var næsten kun kræfter til at trække vejret og spise lidt. De sidste uger i juli gik det hurtigt tilbage og Linda døde onsdag den 31. juli om aftenen. Ære være LIndas minde <3 


Herunder kan du se billeder fra de sidste 8 år. Billede nr. 1 var det første billede, jeg så af Linda tilbage i starten af 2011. Det sidste er taget 4 dage inden hun sagde farvel.